NYT MEDLEMSSKAB ER GAMECHANGER FOR MIDPOINT

Midpoint er optaget som medlem af CKU. Det er et stort skridt for udviklingsarbejdet i Nigeria.

af Henrik Engelbrekt Refshauge 

Et enstemmigt ja.  

Et enstemmigt ja. Så klart var resultatet, da Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) onsdag stemte Midpoint ind som ny medlemsorganisation på sin generalforsamling på hotel Nyborg Strand. 
– Det er en markant milepæl for vores ”lille nye” udviklingsorganisation, fortæller Henrik Engelbrekt Refshauge, formand for Midpoint Danmark. 
– Vi har været i kraftig vækst det første halvår af 2025, og nu får vi en stærk og professionel samarbejdspartner i ryggen, der kan hjælpe vores projekter med at blive virkeliggjort endnu hurtigere og bedre. 

Drevet frivilligt  

Midpoint kører NGO-arbejdet på en ny, innovativ måde, så dirigent Birger Nygaard udtrykte på generalforsamlingen, at det var spændende at få Midpoint med ombord. Midpoint er tværkirkelig med bestyrelser både i Danmark og Nigeria, hvor organisationen gennem lokale partnerskaber arbejder for håb og varig forandring i nogle af verdens mest udsatte lokalsamfund. 

Indtil nu har arbejdet været drevet udelukkende af frivillige kræfter og finansieret af private midler. Med optagelsen i CKU åbner der sig nu helt nye muligheder med projekter i en anden liga, fordi vi kan søge Danida-midler.
– Vi har været i gang i Nigeria gennem nogle år, men det her er et tigerspring for os. Med CKU som samarbejdspartner kan vi professionalisere vores administration, sikre bedre dokumentation og opskalere vores projekter, siger initiativtager Clement Dachet. Han har haft to partnerrejser til Nigeria – den sidste i april:
– Det er vigtigt for os at forandringerne udspringer inde fra de lokale afrikanske samfund og kirker. Derfor arbejder Midpoint Danmark ud fra Midpoint Nigerias grundige strategiske handleplan, forklarer han. Og formanden supplerer: 
– Når vi ser på den danske udviklingspolitiske strategi, tager meget dansk udviklingsarbejde udgangspunkt i hvad vi tror og drømmer om den tredje verdens lande har brug for. Vi vender det på hovedet, og spørger vores nære relationer i Afrika, hvad de drømmer om. Og så tilfører vi vores egen viden om demokrati, tros- og religionsfrihed osv., fortæller Henrik Engelbrekt Refshauge.

Forandring indefra  

CKU fungerer som paraplyorganisation for danske kirkelige NGO’er, der arbejder med udviklingsbistand og sociale indsatser i verdens fattigste lande. Medlemskabet giver Midpoint adgang til støtteordninger, kapacitetsopbygning og et netværk af ligesindede organisationer.
– Vi tror på forandring, der vokser indefra. Derfor bygger vi på lokalt lederskab, engagement og innovation i samarbejde med kirker og civilsamfund, siger Clement Dachet. 

Midpoints arbejde tager udgangspunkt i fire strategiske søjler:

     

      1. Katastrofeberedskab og risikoreduktion – engagere og træne lokale kirker og samfund i områder, der er præget af katastrofer, epidemier og vold.

      1. Transformation af kirker og samfund – mobilisering af kirker som forandringsagenter.

      1. Politik og borgeruddannelse – uddanne børn og unge i Tros og religionsfrihed, demokratiske rettigheder og pligter for at forebygge f.eks. trafficking korruption og diktatorer. 

      1. Iværksætterudvikling – tilbyder færdighedsbaseret træning og mikrosponsorater. Et konkret eksempel er det helt nye partnerskab med KNOSK Charity School i det nordlige Nigeria, hvor børn fra forfulgte og marginaliserede samfund får adgang til skolegang og fremtidshåb.

    – Vi er dybt taknemmelige for den tillid, CKU har vist os. Vi går ydmygt og målrettet ind i det fællesskab, hvor vi både ønsker at lære og bidrage. Sammen kan vi nå endnu længere, slutter Henrik Engelbrekt Refshauge.