Af Clement Stephen Dachet, bestyrelsesmedlem Midpoint

Den 15. april 2025 besøgte jeg Kwall, et distrikt i Bassa Local Government Area i Plateau State, Nigeria, på vegne af Midpoint. Formålet med besøget var at få et førstehåndsindtryk af situationen og at vise solidaritet med lokalsamfundet efter det brutale angreb.

To dage tidligere, i de tidlige morgentimer den 14. april, blev Zike – en landsby i Kimakpa-området i Kwall-distriktet – ramt af et voldsomt natligt angreb. Mindst 49 mennesker blev dræbt, og mange såret. Huse blev brændt ned, og familier splittet ad.

Som i mange andre lokalsamfund i det nordcentrale Nigeria er sådanne angreb blevet en tragisk og tilbagevendende virkelighed. I Kwall alene er der nu omkring 517 enker og utallige forældreløse børn og børn, der ikke går i skole.

Ifølge UNESCO er 18,3 millioner børn i Nigeria uden for skole, og konflikter og utryghed er blandt de væsentligste årsager. Mange af disse børn lever i områder som Kwall, hvor adgangen til uddannelse er afskåret af vold og fattigdom.

Som en del af Midpoints indsats for at reagere med håb og handling, har vi indgået et strategisk partnerskab med KNOSK School – et innovativt skoleprojekt, der skal gøre kvalitetsuddannelse overkommelig for de fattige i udsatte lokalsamfund. Målet er at give børn, der er ramt af vold og fattigdom, mulighed for skolegang til kun 100 Naira om dagen (- under en halv dansk øre), og samtidig støtte deres mødre med sociale og økonomiske initiativer.

Under mit besøg mødte jeg overlevende, lyttede til deres historier og gik gennem resterne af deres hjem. Jeg så smerten – men jeg så også viljen til at leve videre, trods alt.

De har brug for mere end vores medfølelse – de har brug for håb, muligheder og konkrete løsninger.
De har brug for sikkerhed.
De har brug for retfærdighed.
Og de har brug for adgang til kvalitetsuddannelse, som også de fattigste kan betale.

Deres historie må ikke glemmes. Og sammen må vi handle.